Robot >< Relationer

Robot >< Relationer

Skrevet d.  13. januar 2015

Jobannoncer viser øjebliksbilleder af hvor virksomheder har deres fokus. De viser hvad virksomheder lige nu mener giver værdi. Det hører til almindelig ’rettidig omhu’, at vi hver især holder os orienterede over muligheder og tendenser indenfor vores fagområde, og jobannoncer giver faktisk meget god information om tendenser. Har du set en jobannonce for nylig?  Jeg holder mig orienteret om tendenserne indenfor mit fagområde, som er HR, men også indenfor mine kunders fagområder, som primært er ledelse, og jeg græmmes!
Efterspørgslen efter robot-kompetencer er stærkt stigende, og endda dominerende. Blandt robot-kompetencer (noget der ligeså godt kan gøres af en robot, automatiseres via IT) er f.eks:

  • Rapportering
  • Udfyldelse af skemaer / opdatering af data
  • Kontrol- og opfølgningsopgaver
  • Efterfølgelse af beskrevne arbejdsprocesser

Kort sagt: Ensidigt gentaget arbejde for veluddannede funktionærer og ledere. Prioriteterne er: 1) at levere rapporter, der får vores ledere til at ‘se godt ud’ 2) få vores medarbejdere og kunder til at levere rapporter, så vi selv ‘ser godt ud’

Er du en robot ?

Omvendt proportionel er efterspørgslen efter relations-kompetencer. De kompetencer der handler om at skabe resultater via mennesker. F.eks.: Evnen til at skabe tillid, samarbejde, engagement, mening, innovation, synergi. Modet til at gøre det, der giver mening (og resultater). Modet til at se udover indeværende finansår.

Er du et menneske ?

Robot-jobopslagene appellerer til mennesker uden overskud, mennesker der er pressede, og bare gerne vil have et job, som har en checkliste (vi kalder det en ‘udførlig jobbeskrivelse’), hvor du har din ryg fri og kan sige: “Jamen, jeg har gjort x, y og z. Jeg har gjort alt det jeg fik besked på. Hvis resultatet ikke blev godt, eller de menneskelige omkostninger blev lidt for voldsomme, så er det ikke min skyld!”

Every man for himself

Konkurrence-fordele under pres

Værdien af at tage ansvar, byde ind, levere over det forventede, opføre sig ordentligt overfor sine medmennesker, nedbrydes. Smidigheden, vores evne og ønske om at forandre og forbedre, stivner i takt med at ejerskabet falmer. De konkurrence-fordele, som danskere som arbejdskraft har haft, fordi vi kan tænke selv, har vi smidt på gulvet, trådt og spyttet på. Nu er vi et tandhjul i en global økonomi, på lige fod med alle de andre tandhjul. Vi er vokset op med at økonomi og frihed til stadighed er ekspanderet – det har været et livsvilkår for flere generationer.

Ikke så mærkeligt, at vi føler os pressede.

Selvom de hælder systemer og krav ned over os, og stækker vores frihed og engagement, så får de fleste af os det hele til at fungere nogenlunde alligevel, fordi vi bruger vores relationer…. Men, det ER svært, under de omstændigheder, at skabe overensstemmelse mellem den du er, og det du gør. Det er svært at være autentisk, svært at bevare sin integritet. Skjulte dagsordener er blevet dagligdagen for mange, og vi bruger rigtig meget tid og kræfter på at gennemskue dem. Derfor falder mange fra, bliver mere syge, går ned med stress, længes efter indre ro og en langt mere overskuelig tilværelse. Det kunne være så let, så enkelt og ubesværet, og vi kunne hver især skabe så meget mere værdi i virksomhederne.

Mere menneske, mindre robot – Hvordan ?

Første trin er at du vedkender dig situationen, og indser hvordan den påvirker dig. Næste trin er at se hvordan det KUNNE være, at vi taler sammen om muligheder og ressourcer for at skabe forandring. Stille og roligt, trin for trin, kan vi komme tilbage på rette vej.

Til fordel for dig og mig. Til fordel for virksomheden. Til fordel for vores lands konkurrence-evne.